Guds navn er på hebræisk forbundet med begrebet tid. YeHoVaH er egentlig verbet AT VÆRE i fortid, nutid og fremtid tæt sammenknyttet. Navnet ”jeg er den, jeg er,” som vi kender fra fortællingen om den brændende busk (2. Mosebog kap. 3), betyder egentlig ”jeg vil være det, jeg vil være.”
Men ej heller dette er helt sandt fra en bibelsk syntaks. Faktisk er der ikke en præcis fortid, nutid og fremtid i den almindelige, moderne betydning af ordene. Formen af verberne overlapper undertiden og skifter plads alt efter konteksten.
Selv begyndere blandt studenter i det bibelsk hebræiske sprog ved, at når bogstavet ”vav” tilføjes et verbum i rækkefølge, kan verbet ændres fra fremtid til fortid eller fra fortid til fremtid.
Selv dette er en oversimplificering. I en vis forstand følger den bibelske tekst linjen i historien, og verberne skifter tid – før, efter, under, fortsat, afsluttet, verbalsubstan-tiv, verbal adjektiv – som det relateres til hovedtemaet.
Navnet YHVH antyder, at Gud er evig, ikke afhængig af eller underkastet tidsbe-grænsninger. Gud er den første årsag. Gud er skaberen. Han er uafhængig. Alt andet er afhængigt. Han er absolut, alt andet er relativt.
Og dette inkluderer tid. Tid er fleksibel i forhold til Guds meninger og nærvær. Tid er underkastet Ham, afhængig af Ham. Tid er et skabt system eller værktøj i Guds skabning. Gud kan ændre tid og sæson (Daniels Bog 2:21).
Gud er stærkere end tid. Ligesom en stærk mands arm kan spænde en bue for at anbringe en pil på den, sådan kan Herren bøje tiden, så den passer til Hans formål. Ligesom en stor planet bøjer tyngdefeltet omkring sig, sådan bøjer YHVH tid og rum.
Skønt dette lyder alt for mystisk og endog irrationelt, er det i overensstemmelse med Einsteins relativitetsteori. Tid og stof strækkes og ændres i forhold til lysets hastighed. Lys er det eneste absolutte, og det er svarer fysisk til Guds nærhed. Moderne astrofysikere er enige med bibelsk metafysik.
Når man som menneskeligt væsen lever indenfor normale og naturlige parametre, er man underkastet begrænsninger i tid og rum. Hvis der imidlertid er en indgriben fra Gud, eller hvis man bevæger sig ind i Åndens rige, kan disse begrænsninger besejres.
Moses sagde, at en dag for Gud er som tusind år, og tusind år er som en dag (Salme 90). På det tidspunkt hvor universet opstod, ville der have været så meget masse og energi og lys, at tidsmålingen ville have været fuldstændig anderledes.
(Dette kan forklare den tilsyneladende modsigelse i timingen af skabelsen. Tiden i 1. mosebog gav ingen mening før opdagelsen af Einsteins fysik. Nu kan argumenterne omkring ”ung jord – gammel jord” løses gennem Einsteins forklaringer af tidens relativitet.)
Da profeterne ”var i ånden,” trådte de ud af den naturlige tids begrænsninger. De kunne se fremtiden i nutiden; de ville erfare tid gennem Guds ubegrænsede kraft, der gik ud over naturlige restriktioner.
I Åbenbaringsbogen var Johannes ”i Ånden” (Johs. Åbenbaring 1:10). På det tids-punkt så han og oplevede han begivenheder fra et himmelsk perspektiv. I den tilstand var der ikke nogen stor forskel mellem fortid, fremtid og nutid. I den naturlige verden er der begrænsninger, i den åndelige er der ingen.
Før opstandelsen sagde Yeshua, at heller ikke Han kendte tiderne for Guds plan (Markus 13:32), hvorimod Han efter opstandelsen sagde, at Hans disciple ikke kendte tiderne. (Ap. Gerninger 1:7).
Yeshua sagde, at Han kommer ”snart” (Johs. Åbenbaring 22:29). I Guds evige timing er det som et splitsekund. For os er timingen ukendt.
Der er to ord for tid på hebræisk og to på græsk. זמך z’man på hebræisk og chronos på græsk angiver det faste system af tid, timer og datoer. תצ ’et på hebræisk og kairos på græsk angiver timingen for en begivenhed, som vil ske i ”nuet.”
Det, at tid er relativt sammenlignet med Guds absolutte natur, er et meget signifikant princip. Det kan ses i mange skrifter, bibelsk grammatik, moderne fysik, navnet YHVH og profeternes oplevelser.
Hvorfor nævner jeg alt dette?
Vi er på vej ind i endetiderne, som profeterne har talt om. Ligesom Johannes ople-vede ting, der lå udenfor begrænsninger i tid, på samme måde skal vi nødvendigvis forstå, hvordan Guds Ånd er stærkere end begrænsningerne i tid..
Hvem har ikke haft oplevelsen af, at ”vi har bare ikke tid nok”? Pres fra en tidsplan kan give frustration, håbløshed og fortvivlelse. Guds kraft hjælper os imidlertid til ikke at blive slaver af vores tidsplaner. Vores tider er i Guds hænder (Salme 31:15).
Vi har brug for tro for ikke at blive underlagt verdens tidspres, men for at leve i åndens frihed. Gud kan strække, ændre, forkorte og lede vores tidsplaner. Husk på, at solen stoppede for Josva (Josva 10:12) og gik baglæns for Hizkijas (Esajas 38:8).
Ethvert øjeblik kan blive gennemtrængt af Guds nærvær; noget kan ske, som har evig værdi og betydning. Tiden vil bøjes omkring os, når vi vandrer i lydighed til Helligånden. Det, der er umuligt for et menneske, er muligt for Gud (Matthæus 19:26).
Et øjeblik kan synes at vare for evigt. Og det, der synes at have varet en ”evighed” kan være sket på et øjeblik. Lad os vandre med Gud i Hans dimension for tid, og lad os invitere Gud til at vandre med os i vores oplevelse af tid.
