Kong David var en af de store helte i troen og den retfærdigste mand, som nogensinde har levet. Han begik imidlertid en frygtelig synd med Batsheba med bl.a. mord, utroskab og løgn. Han angrede dybt sin synd og skrev det gribende digt over sine egne fejltagelser i Salme 51 (”Skab i mig et rent hjerte”), som er blevet en kilde til trøst for så mange gennem århundrederne.
David har en dyb åbenbaring ikke kun af sin egen synd, men også af det faktum at alle har syndet. Den forståelse af ”universal synd” er blevet et grundlag for troen, og blev også gribende udtrykt i Salme 53.
תהילים נ''ג:2-4
אָמַר נָבָל בְּלִבֹּו אֵין אֱלֹהִים הִשְׁחִיתוּ וְהִתְעִיבוּ עָוֶל אֵין עֹשֵׂה־טֹוב׃ אֱלֹהִים מִשָּׁמַיִם הִשְׁקִיף עַל־בְּנֵי אָדָם לִרְאֹות הֲיֵשׁ מַשְׂכִּיל דֹּרֵשׁ אֶת־אֱלֹהִים׃ כֻּלֹּו סָג יַחְדָּו נֶאֱלָחוּ אֵין עֹשֵׂה־טֹוב אֵין גַּם־אֶחָד׃
Salme 53:2-4
”Tåberne siger ved sig selv: ”Gud er ikke til!” De handler ondt og afskyeligt, ingen gør godt. Gud ser fra himlen ned over menneskene for at se, om der er en forstandig, én der søger Gud. De er alle faldet fra, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.”
David gentager de samme ord i Salme 14. Der er ikke en eneste, der gør godt.
Davids søn Salomon, den viseste og formentlig den mest velhavende mand, som har levet fik også den samme åbenbaring. Han have sit højdepunkt af retfærdighed efter at han havde bygget Templet i Jerusalem. Når han bad, fyldte en herligheds sky Templet, og ild kom ned fra Himlen.
Han syndede imidlertid også voldsomt. Han enorme velsignelse blev til fristelser, som han ikke kunne modstå. Ved selve bønnen ved indvielsen af Templet og da ilden faldt, sagde han:
מלכים א', ח:46
כִּי יֶחֶטְאוּ־לָךְ כִּי אֵין אָדָם אֲשֶׁר לֹא־יֶחֱטָא וְאָנַפְתָּ בָם
Første Kongebog 8:46
”Når de synder mod dig – for der er intet menneske, som ikke synder – og du bliver vred på dem….”
De samme ord i denne bøn findes også i Anden Krønikebog 6:36. Der er intet menneske, som ikke synder. Synd gør Gud vred. Det, at alle synder, er ikke en undskyldning for at fortsætte med at synde, men der er et universelt kald om ydmyghed, anger og om at søge tilgivelse. Det gør en ende på al selvretfærdighed og fordømmelse af andre mennesker.
Alle har syndet. Alle fortjener straf. Alle har brug for anger. Alle har behov for at bede om tilgivelse.
Salomon gentog den samme tanke i Prædikernes Bog:
קהלת ז':20 כִּי אָדָם אֵין צַדִּיק בָּאָרֶץ אֲשֶׁר יַעֲשֶׂה־טֹּוב וְלֹא יֶחֱטָא׃
Prædikernes Bog 7:20
”Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder.”
At man indser, at man har begået en synd, er første skridt i forståelsen af nødvendigheden af at blive tilgivet. Indtil en person ser dette om sig selv, synes enhver tale om frelse eller nåde irrelevant. Jeg har set denne udfordring i Israel hos religiøse jøder, hos sekulære jøder og hos arabiske muslimer.
Moderne sekulære mennesker har tendens til at opfatte moralske fundamenter som gammeldags og forældet. De accepterer et moralsk kodeks baseret på konsensus, men dette ender som regel med at blive udhulet gennem socialt pres, især omkring emner som seksuel renhed og respekt for autoriteter. Moralsk lov udpeger synd. Hvis moralsk lov er irrelevant, føler man ikke, at man har begået en synd. Man er ”udover moraliteten”. Man kan gøre, hvad man vil; ingen skal fortælle, hvad man skal gøre; ”Gør det bare.”
Ortodokse jøder har tendens til at have et synspunkt, hvor tingene er enten sort eller hvidt. De har ret, og alle andre tager fejl. De behøver ikke omvende sig, fordi de allerede er religiøse. De er de ”rigtige” jøder; de sekulære er synderne. Jøder er retfærdige; hedninger er syndere. Situationen er naturligvis meget mere kompleks end denne oversimplificering. Den grundlæggende holdning er imidlertid, at religiøse jøder er retfærdige, mens sekulære jøder og hedninger er syndere.
En lignende dynamik kan findes blandt kristne. De ekstremt liberale tager det sekulære synspunkt, at der ikke er moralske krav overhovedet. De ekstremt konservative tager det religiøst hykleriske syn på sig selv som selvretfærdige bl.a. ved at fordømme andre.
Et lignende synspunkt udtrykkes af fundamentalistiske muslimer. De er retfærdige, fordi de tjener Allah.Det er uden betydning, hvilke grusomheder ISIS, Al Qaida, Ayatollaher, Hamas, Hezbollah og Islamisk Jihad har begået. De har ret, og alle andre skal dræbes eller gjort til slaver.Både postmoderne afvisning af moralitet, OG selvretfærdig religiøsitet gør det vanskeligt for en person at rumme, at han selv tager fejl. Hvis man begynder med en antagelse om, at man har ret og alle andre tager fejl, er hjertet lukket fra starten.
Den bibelske holdning er, at ALLE har syndet.
Udbredt dom på grund af synd kan ses ved Syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, de ti plager i Egypten og døden for den israelitiske generation, som forlod Egypten og ødelæggelsen af det første og det andet Tempel i Jerusalem. (Andre referencer til den universelle synd findes bl.a. i 1. Mosebog 3:24, Mika 7:2, Salme 130:3, Salme 143:2. Ordsprogenes Bog 20:9, Jobs bog 4:17, Galaterbrevet 2,16 m.fl.)
Davids og Salomons råb leder til Esajas profetier, som siger, at menneskets synd demonstrerer vores behov for forsoning og for en frelser. Vi er ALLE kommet på afveje. Nogen andre bør tage vores straf.
ישעיה נ''ג:6 כֻּלָּנוּ כַּצֹּאן תָּעִינוּ אִישׁ לְדַרְכֹּו פָּנִינוּ וַיהוה הִפְגִּיעַ בֹּו אֵת עֲוֹן כֻּלָּנוּ
Esajas 53:6 ”Vi flakkede alle rundt som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme Ham.” Loven og Profeterne viser os, at vi alle har syndet, og viser os hen imod en frelser, som vil tage den straf, som vores synd kræver. Således former Loven og Profeterne den moralske introduktion til Evangelierne. Konklusionen, at vi alle har syndet, bliver begyndelsespunkt for budskabet om frelse. Vi har alle brug for frelse, fordi v i alle har syndet. Således begynder logikken i frelsesplanen, som er beskrevet af apostlen Paulus: Romerbrevet 3:23 ”…alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Enhver som ikke mener at have syndet, bedrager sig selv, hvad enten man betragter sig som troende i Yeshua eller ej. Apostlen Johannes siger, at hvis nogen påstår, at de ikke har syndet, lyver vedkommende. Selvretfærdighed er basis for selvbedrag. Første Johannes brev 1:8 ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” Lad os huske det, hver gang vi befinder os i en diskussion. Alle siger: ”Jeg har ret, og du tager fejl.” Grundlæggende har vi imidlertid alle syndet og må nødvendigvis ændre os. Når begge sider indser, at de i det mindste delvist tager fejl, er der en mulighed for at stræbe efter sandheden. Når et menneske indser at have taget fejl, er det åben for processen omkring forsoning med Gud. Yeshua er det eneste perfekt retfærdige menneske, der nogen sinde har levet. Han er Lammet, som tog vores synd på sig. I Ham alene finder vi den nåde og den sandhed, vi alle behøver.
