(Et jødisk perspektiv på Messias’ dobbelte natur)
Det gamle Israels tro begyndte med én mand – Abraham – og hans familie. Denne familie voksede til en stamme og ultimativt til et folk (på Moses’ tid). Da dette folk fandt et hjemland i Kana’an, begyndte de at organisere sig til en nation. Nationen havde behov for en ledende regering, et overhoved: en konge
Folket krævede deres egen konge efter deres eget hoved og uden at skulle underka-ste sig Guds vilje. Der etableredes derfor et kongerige, som havde en ukorrekt magtbase og autoritet – og den forkerte konge. Dette første menneskebaseret monarki, under kong Saul – var dømt til at fejle. Ideen om et kongerige og en konge over nationen Israel, hvis magt og autoritet kom fra Gud, var imidlertid skrifternes oprindelige plan fra før verdens skabelse (Se Matthæus 25:34)
Davids kongelige regering
Dette rige begyndte med Guds valg af David som konge. Der var spændinger og krige i mange år mellem Sauls ”politisk” baserede rige og Davids ”åndeligt” baserede rige. Ultimativ vandt David, og de første stadier af Guds forud bestemte monarki blev etableret. Gud lovede David, at hans rige og hans trone ville vare for evigt. (II Samuel 7:13-17; Salme 89: 3-4, 19-20).
Begrebet om et evigt og guddommeligt sanktioneret imperium blev den centrale akse i troen i det gamle Israel. Det er grundlaget for det, vi refererer til i dag som ”Guds Rige.” Dette ideelle rige skulle ledes af en ideel konge. Han skulle legemliggøre de perfekte værdier i dette perfekte samfund. Der refereredes til denne guddomme-ligt”salvede” konge som Messias eller Mashiach (der på hebræisk betyder ”den sal-vede”). Denne Messias blev fremstillet som Davids ”større søn.”
Den Nye Pagts skrifter begynder med at fastslå, at Yeshua er denne Davids Søn.
Matthæus 1:1, 17
”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids Søn, Abrahams Søn: I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled, fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, fra bortførelsen til Babylon og indtil Messias fjorten slægtled.”
(læg mærke til, at på hebræisk skrives tal med bogstaver; og ord skrives uden vokaler. David skrives D-V-D. D = 4 og V = 6. Derfor er navnet David numerisk lig med 14!)
Udgangspunktet for den Nye Pagt er, at Yeshua er Davids Søn, og Hans rige er en fortsættelse af Davids rige. Forbindelsen mellem David og Yeshua er essentiel. Det messianske rige var lovet David og hans efterkommere. Hvis Yeshua ikke var forbun-det til David, kunne Han således ikke være Messias. For jøder forekommer det van-skeligt, at opfatte Davids rige fortsætte frem mod Messias, mens kristne har vanske-ligt ved at se Yeshuas rige forbundet historisk tilbage til David.
Esajas vision om riget
Skønt David var retfærdig og inspireret af Gud, var han ikke perfekt og kunne ikke opfylde alle kravene til en perfekt Messias. Der var håb om, at hans søn Salomon kunne blive denne ideelle perfektion. Som stor og vis som Salomon end var, var han ej heller perfekt og begik til slut endnu mere synd end sin far, David. Med Salomons søn, Rehabeam blev situationen ikke bedre, men blot forringet.
Mens håbet for den messianske konge og kongerige blev opretholdt i nationen Israel, var riget og dets konger plaget af fortsatte problemer. Nogle israelske profeter (f.eks. Elias) begyndte at konfrontere folket med deres synd, mens andre profeter (f.eks Esajas) begyndte at forestille sig et nyt og forbedret rige på et højere åndeligt niveau. Esajas kap. 2 beskriver en verden med international fred og åndelig vækkelse med Jerusalem som hovedstad og centrum.
Esajas så ikke blot en åndelig forbedring af Davids rige, men også en særlig konge, som skulle lede dette rige. Denne konge skulle kaldes Immanuel (Esajas 7:14; 8:8), Underfuld Rådgiver, vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste (Esajas 9:6). Denne særlige Søn skulle ikke gøre op med Davids rige, men snarere udvide og forbedre det.
Esajas9:7 ”Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed.”
Esajas begyndte at se denne messianske konge som Davids søn, men mere end Davids søn.
Esajas 11:1 ”Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.”
(Dette viser, at han er en menneskelig, fysisk efterkommer af David.)
Esajas11:2 ”Over, ham hviler Herrens Ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd.”
(Dette viser, at han vil have en overnaturlig salvelse, endnu ukendt for noget menneske på den tid.)
Så Gud lovede først et basisrige til David. Derefter profiterede Gud yderligere en åndelig dimension til dette rige gennem Esajas.
Messiansk rabbi
Gennem de seneste hundrede år har den Chassidiske strøm af ortodoks judaisme udviklet en forståelse af deres ledende rabbiner (kaldt ”rabbi”) som en mesiansk figur med overnaturlig salvelse. Rabbien er mere end blot en rabbbinsk leder. Han er en Tsaddik – en hellig og retfærdig mand, så noget af hans hellighed og retfærdig-hed bliver formidlet til hans efterfølgere, som identificerer sig med ham. Han ses som en slags stige, som forbinder mennesket med Gud.
I noget af litteraturen fra Lubavitch-bevægelsen blev Rabbi Schneerson påstået at have salvelsen som i Esajas 11:2, og derfor var mere end blot et dødeligt menneske. I Breslev-bevægelsen hævdes, at der er forløsende og overnaturlig kraft ved at citere deres rabbis navn, Nachman igen og igen i en mantra-lignende sætning (”Na Nach Nachman Meuman”).
Disse bevægelser ser deres rabbi som efterkommere af kong David og derfor som Messias B’cheskah. Dette refererer til en position som Messias; en som potentielt er Messias; Messias på et udviklingsstadium. (Lubavitch bevægelsen gik så langt som til at sige, at Esajas 53 refererede til deres rabbi, da han var syg før han døde.)
Så ideen om, at Messias er Davids Søn, endda mere end Davids Søn, er ikke fremmed i den jødiske verden. Ej heller hos profeterne og i nogle ggrene af rabbinsk judaisme. Dette er, hvad Yeshua henviste til, da Han sagde: Hvordan kan Messias både være Davids søn og Davids Herre? (Matthæus 22:42-45; Lukas 20:41-44). Dette spændingsfelt mellem Messias som et menneske, ja mere end et menneske; Davids Søn, ja mere end Davids Søn, er en dramatisk udfordring, som ikke er løst ved slutningen af Lovens og Profeternes tid.
Den himmelske mand
Esajas vision om Messias var et stort skridt frem i profetisk åbenbaring fra Davids rige. Forståelsen af Messias i den Nye Pagt er endnu et skridt frem i den samme profetiske strøm. Her kommer opfyldelsen af Messias’ overnaturlige og guddomme-lige natur frem i lyset.
Det er interessant, at den Nye Pagts åbenbaring af Messias’ dobbelte natur bliver forklaret ved at pege tilbage til en figur i Loven og Profeterne – ikke kong David, men den skikkelse, der er kendt som ”Herrens Engel.” Her følger en række eksempler:
I 1. Mosebog 18 besøger en himmelsk mand Abraham og refereres til på den ene side som en engel fra Gud og på den anden side som YHVH selv.
I 1. Mosebog 32 refereres til englen som kæmper med Jakob som både mand og Gud (El Shaddai)
I 2. Mosebog 3 kaldes den figur, som taler til Moses i den brændende busk en engel, men også YHVH Gud selv
I 2. Mosebog 14 viser den samme Gud-Engel sig i ildsøjlen og sky en og leder Israels børn gennem det Røde Hav og i deres vandring i ørkenen.
I 2. Mosebog 24 ser Moses og Aron sammen med halvfjerds af Israels ældste Gud i form af et menneske på bjerget og spiser sammen med Ham.
I Josva 5 møder den samme figur fra den brændende busk Josva før slaget om Jeriko. Han kaldes leder af Guds englehær, men Josva bøjer sig ned og tilbeder Ham og tager sine sko af, ligesom Moses ved den brændende busk.
I sit syn i Ezekiel 1 er der på toppen af flammen en trone, hvorpå der sidder et menneske. Igen er dette en åbenbaring af Gud, der viser sig som et menneske.
I Zakarias 2-3 viser denne Herrens engel sig for Josva, ypperstepræsten. I kapitel 2 vers 10 siger Han, at Han er YHVH, og i vers 11 siger Han, at YHVH har sendt Ham.
I Daniel 7 stilles denne guddommelige Messias for ”Den Gamle af Dage”. Han får overdraget autoriteten over alle nationerne, og disse nationer lovpriser Ham.
I Daniel 10 viser Herrens guddommelige engel sig i lyn og ild og fortæller Daniel, hvad der skal ske i endetiderne.
NOTE: Den hebræiske form i sætningen ”Herrens Engel” kaldes s’michut. I denne grammatiske struktur er to navneord placeret sammen, lidt ligesom i den danske ord ”bog-reol” eller ”kamin-ild”. I virkeligheden står der Engel-YHVH.
Messias-mysteriet
Hvordan kan denne figur både være en budbringer fra Gud og samtidigt blive refereret til som YHVH selv? Dette mysterium plagede virkelig rabbierne. Deres mening var splitttet. Talmud (Tractate Shavu’ot 35:27) siger, at navnet på disse figurer var Kodesh (hellig), i betydningen, at de var guddommelige, På den anden side siger Midrash ifølge Rashi, at de alle var Chol (ikke hellige) i betydningen, at de blot var mennesker eller engle. Dette mysterium er ikke løst i Loven eller Profeterne, ej heller i de rabbinske skrifter.
Den Nye Pagt begynder med Matthæus’ beskrivelse af Yeshua som søn af David. Den sluttter i Åbenbaringsbogen, hvor Yeshua beskrives som Herrens guddommelige engel (Johannes Åbenbaring 1:8, 11-17). Denne beskrivelse af Yeshua er næsten identisk med beskrivelsen af YHVH-englen i Daniels Bog 10.
Yeshua er Herrens guddommelige Engel, som viste sig for alle vores forfædre. Vi rea-gerer på Yeshua Messias’ guddommelighed på samme måde, som vores patriarker og profeter reagerede på Englen-YHVHs guddommelighed. Vores forfædre tilbad Ham og indgik pagt med Ham. Han er både et sendebud fra Gud og en Guds åben-baring.
For to tusinde år siden blev denne guddommelige engel født blandt mennesker som Davids Søn og omskåret på den ottende dag. Derved blev profetien om Immanuels (Gud med os) mirakuløse fødsel fra Esajas 7:14 til virkelighed.
Åbenbaringen af Messias kombinerer to forskellige billeder i den hebræiske Lov og Profeter: Den davidiske Konge og den Guddommelige Engel (på hebræisk er ”konge” melech, og ”engel” er malach. Yeshua er både ”melech” og ”malach”). Nøgleordet i denne dynamik er ”både.”
Mange af Bibelens mysterier løses ved at forstå, at Gud sammensætter to ting, som er forskellige og tilsyneladende modsætninger: ægteskab mellem mand og kvinde (1. Mosebog 2, Efeserbrevet 5), forsoningen mellem Israel og Kirken (Ezekiel 37, Ro-merbrevet 11), giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er (Matthæus 22:21), foreningen af himmel og jord (1. Mosebog 1, Efeserbrevet 1:10).
Omkring Messias Yeshua har vi det store mysterium (1. Timotheus 3:16), at menne-sket og det guddommelige forenes. !. Mosebog 1:26-28 siger, at mennesket blev skabt i Guds billede. Kun ved Yeshua ser vi mennesket være fuldkommen i Guds billede, og Gud bliver fuldkommen lig mennesket.
