Menigheden Tents of Mercy, Kiryat Yam, Israel
Verdensmesterskaber i fodbold i Qatar ved den Persiske Golf er slut. Fodbold, eller ”cadur-regel” som det hedder på hebræisk, er den populæreste sport i Israel. Både børn og voksne elsker at kaste sig ud i et improviseret spil hvor som helst, det er muligt – hvad enten det er på græs eller på asfalt, om det er jævnt eller ujævnt.
Fodboldfans hepper på de lokale israelske hold med voldsom loyalitet. At bære ”forkerte” farver er i nogle kredse tilstrækkelig grund til fjendtlig adfærd, især på vigtige kampdage og i særdeleshed i forbindelse med at være tilstede til selve kam-pene.
Det, der er morsomt og selv i de værste af de komiske reklamer, der kører i øjeblik-ket, er at mens Israel beundrer fodbold, har vores landshold kun én gang været gode nok til at kvalificere sig til VM – i 1970. Lokale israelske mestre spiller engang imellem mod europæiske modparter, og mange af vores bedste spillere har tegnet kontrakter med europæiske klubber.
På grund af fraværet af israelsk repræsentation ved VM heppede israelske fans på andre lande med større eller mindre tilknytning eller blot et hold, som havde vundet deres hjerte eller opmærksomhed. Da jeg gik ned gennem Haifa aftenen, efter Marokkos opsigtsvækkende sejr, passerede vi forskellige grupper af studenter, som højt og glædestrålende fejrede den marokkanske succes. Mange, her iblandt min egen familie holdt dog med det brasilianske hold på grund af den, måde de spiller på med passion, ynde, frihed og glæde.
Det at følge verdensmesterskaberne i fodbold sammen har været en dejlig og gavnlig familieaktivitet gennem adskillige uger. Mens vi har set tv, har det været morsomt at lægge mærke til og identificere den nationale smag og karakteristika blandt holdene og deres fans. Vi nyder dramaerne omkring det hele, fanfarerne, følelserne og de kulturelle udtryk, som uvilkårligt kommer frem i måden holdene spiller på og måden, hvorpå deres tilhængere hepper på deres hold – hvordan de jubler over deres holds succes og sejre, og hvordan de sørger over fejlene og de tabte kampe.
Mens vi fulgte kampene i turneringen, slog den globale relevans af begivenheden mig. Det havde især været fascinerende at se, hvordan hvert land reagerer på vores israelske korrespondenter, der har rapporteret fra kampene i Qatar. Før og efter kampen mellem Iran og USA var der iranske fans, som nægtede at tale med israelske journalister af frygt for repressalier for at omgås fjenden. Andre talte frit og åbent og elskværdigt med israelerne og gav udtryk for sorg over fjendskabet mellem natio-nerne og med et håb om, at det vil ændre sig i fremtiden.
Hvorfor opsamler denne internationale begivenhed så meget lidenskab og menne-skelig interesse? Måske fordi det forbinder os med en sandhed, som er meget dybere end blot underholdning.
Her er fem åndelige sandheder:
1 – Gud er den ultimative vinder og champion. Han skabte os i Sit billede. Vi søger alle en vinder. Vi søger alle en helt.
”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrspri-sen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did…” (1. Korintherbrev 9:24-26).
2 – Vi kan let identificere os med dramaet og beslutsomheden hos de mindre gode hold, som samler sig selv op igen og igen og kommer videre og som undertiden vinder imod alle odds. Vores himmelske træner har kaldet os til at deltage i Hans vinderstreak, men vi skal følge Hans ledetråde, hvilket ikke altid er let.
”Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mg frem mod det, der ligger forude. Jeg jager mod måler, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.” (Filipperbrevet 3:13-14).
3 – Spillerne for hvem det lykkes mest og de hold, der vinder, spiller med alt, hvad de har. De holder intet tilbage. De spiller med hele deres hjerte og al deres formåen. Vi er skabt af Gud til at leve med alt, vi har.
”Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker.” (Kolosenserbrevet 3:23.)
4 – Gud skabte os til have relationer. Kammeratskab mellem spillerne på samme hold og endog forskellige hold er meget vindende. De følelser, der kommer frem, når hold vinder og taber under dramatiske omstændigheder, er efter Skaberens design. Fak-tisk viser undersøgelser, at fans som identificerer sig og føler sig forbundet til sports-teams, opnår en positiv påvirkning af deres mentale sundhed fra oplevelsen, uanset om deres hold vinder eller taber.
”Glæd jer med de glade, græd med de grædende.” (Romerbrevet 12:15).
5 – Endelig, vi venter alle på, at et hold vinder. Efter at have set hvert hold stå sam-men for at afværge nederlag og forene sig i hvert forsøg for at opnå sejr er hovedsa-gen: Hvem vil stå imod til enden og vinde kampen?
”For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares.” (Romer-brevet 8:19).
Ved finalekampen den 18. december åbnede vi vores kaffebar, som et tilbud til medlemmer og deres venner om at se kampen sammen, bl.a. sammen med nogle af de nye immigranter, som vi har hjulpet de senere måneder.
