Begyndelserne er vigtige. De er grundlæggende. I Apostlenes Gerninger kap. 2 blev Helligånden udgydt i Pinsen, og kirken blev født. Gennem de næste 2½ kapitel pro-klamerede disciplene (for det meste Peter) Evangeliet adskillige gange til alle jøder-ne, der var samlet i Jerusalem. Når jøder prædikede for jøder, havde de behov for at ”opbygge sagen” om Yeshuas ret til at kunne kaldes Messias ved at citere og fortol-ke de hebræiske Skrifter, som profeterede om Ham. Der fandtes ikke et Nyt Testa-mente at citere fra, kun det ”Gamle” Testamente (GT, Tanach, de hebræiske skrifter) samt Jesu ord, som de havde hørt direkte fra Ham.
I disse tidligste evangeliske proklamationer har jeg talt ni direkte citater fra det Gamle Testamente, Forbløffende, seks af disse – 2/3 – er fra Salmernes Bog: Ikke fra Torah’en (de fem Mosebøger) og ikke fra de såkaldte Profetiske bøger, men fra Sal-mernes bog, en samling af hengivne bønner og lovsange til Gud.
Vi finder det samme i Hebræerbrevet. Denne epistel indeholder omkring 30-35 direkte citater fra GT, og som jeg har optalt er 14 af disse fra Salmerne! Tænk lige over det: Vi er så vandt til at regne med Torah’ens og Profeternes fundamentale natur, og det er de. Men når det kommer til at proklamere Evangeliet og om at undervise om de tidligste jødiske troende, er det Salmernes Bog som indtager førstepladsen!
Hvis man tænker på salmerne som en tredje ”samlet kategori” af alle skrifterne gemmer de alle de forbløffende messianske profetier, som findes deri – mere end i Torah’en og profeterne såsom Esajas, Jeremias osv. Yeshua holdt dem alle på lige fod:
”Så sagde ham til dem.” Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: at alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos Profeterne og i Salmerne.” (Lukas 24:44).
Hvad kan vi lære af alt dette? Først og fremmest at vi skal studere hele det Gamle Testamente i sin helhed og ikke være overfokuseret på Torah’en som i Judaismen og nogle bevægelser med jødiske rødder. For det andet peget det mod den organiske sammenhæng mellem lovprisning, tilbedelse og profeti. De fleste salmer, som citeres af disciplene – og i Hebræerbrevet – er sange med bøn og lovprisning til Gud. Pludselig begynder salmisten at profetere, og ofte taler Gud endog gennem salmistens stemme og pen i første person! (f.eks. 16:8-11; 132:11-12; 110: 1-4; 118:22-23; 2:1-2; 2:/; 45:6-7; 8:4-6: 22; 22:2; 95:7-11; 40:6-8…)
Det er en simpel formel: når Guds folk, både individuelt og i et samarbejde, hengi-ver sit hjerte til Ham, synger og spiller musik til Ham og om Ham, kommer Helligån-dens ild og ”fortærer” lovprisningens offer. Hans folk er fyldt af Ånden, og de be-gynder at profetere om Gud med kraft og ”salvelse.” Denne formel gjaldt ikke kun i den bibelske tid; de gælder præcist i dag som dengang.. Enhver troende skal hengive til sådanne regulære tider – alene, i familier og som menigheder, bønnehuse osv. – og forvente, at Helligånden fylder os med drømme, visioner, ord, skrifter, indsigt, kundskabsord osv. Alt dette er ånden i profeti, som vidner om vor Gud og Frelser, Yeshua Messias (Johs. Åbenbaring 19:10).
Photo by Emmanuel Phaeton on Unsplash
