Forsoningen har to retninger: én rettet mod Gud og én mod mennesker. Forsoningen med Gud er Evangeliet. Yeshua døde på korset for at vise Sin opofrende kærlighed og betale prisen for vores tilgivelse. På den måde er vi forsonede med Gud (2. Ko-rintherbrev 5).
Der er også forsoning mellem mennesker. Hvis Gud bragte fred med os, er det kun passende for os at skabe fred med andre. Princippet i forsoning er, at vi altid søger at bringe enhed og tage aktive skridt for at genskabe brudte relationer.
Når en relation er brudt, er det fordi, noget forkert er sket, eller er blevet opfattet forkert af den ene part. Yeshua lærte os at være ”proaktive” i begge retninger. Vi skal opsøge den anden person, uanset om vi har såret vedkommende, eller det er os, der blevet såret, eller der er tale om en simpel misforståelse.
Den barnlige reaktion ”han begyndte” (og derfor er det ikke min skyld, og jeg vil ikke gøre noget ved det), er bestemt en naturlig reaktion hos os alle. Yeshua lærer os imidlertid at komme over denne tendens gennem åndelig modenhed og at opsøge vedkommende i et forøg på at genoprette relationen.
Matthæus 5:23-24 – ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder…”.
Anger og forsoning er endda prioriteret over lovprisning.
Kærlig konfrontation er også en del af nåde og tro:
Matthæus 18:15 – ”Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder.”
I den første situation har en broder ”noget imod dig”; i den anden situation, har du ”noget imod ham.” Uanset er et vores ansvar at henvende os FØRST. Kærne-værdien af forsoning betyder, at vi altid gør de størst mulige anstrengelser for at genoprette relationer, uanset hvor fejlen er placeret
