Tikkun Global
Jerusalem, Israel
I første og anden del definerede vi denne rod, som Paulus diskuterede i Romer-brevet kapitel 11. Du har formentlig noteret dig, at denne definition er en kombi-nation af 3 af de 4 traditionelle definitioner, der er givet i kirkehistorien (se slut-ningen af første del). Men hvorfor er Yeshua ikke selv roden? Naturligvis, Yeshua et kilden og fundamentet til alt, den ved hvem og for hvem alt blev skabt! (Kolossenserbrevet 1:16). Men det er ikke emnet for undersøgelsen i Romerbre-vers kapitel 11, og vers 18 gør det klart, at læren her handler om de rette relatio-ner hos forskellige grupper i Messias’ Legeme, og ikke om Yeshuas identitet eller guddommelighed.
Brugen i dag
Du skal ære dine rødder! Du skal ære dem, som har været før dig og som har bragt dig Evangeliet!
Mange steder i Bibelen lærer os at ære dem, som var før os i troen, dem som stod op for troen – og led – for deres vidnesbyrd. Hebræerbrevet kapitel 11, der begynder med den retfærdige Abel, taler om ”en sky af vidner” – en lang liste af Gammel Testamentlige ”hellige”, hvis vidnesbyrd og eftermæle vi kan lære af og ære. De Ti Bud lærer os vigtigheden af at ære vores mor og far. Men i Romerbre-vet kapitel 11 er apostlen mere specifik: de hedenske romerske kristne skulle ære jøderne iblandt dem, som repræsenterede Kirken i Jerusalem, de første apostle gennem hvem, de fik den kristne tro og Israels bibelske historie.
Men hvis Paulus levede i dag, ville han da skrive det samme? Efter en lang pause på omkring 1600 år, er der igen en genkendelig jødisk ”restgruppe” i Kristi Lege-me. I henhold til metaforen i Romerbrevet 11, er der nu (i stigende antal!) jødiske grene, som nådigt er ”gen-indpodet” på vores eget oliventræ (11:23). Og hvad mere er, mange af os lever i en fornyet, uafhængig nation, Israel i det land, der blev lovet vores bibelske patriarker, som derved repræsenterer opfyldelsen af mange bibelske profetier. Men deler vi den nærhed til roden som disse jødiske ”grene” i det 1. århundrede. ”Ringer” apostlens advarsel på samme måde i dag? Ja og nej…
Først ”Ja”. Apostlen konkluderede i sin lærling om Romerbrevet kapitel 11 om de fysiske efterkommere af patriarkerne (Abraham, Isak og Jakob osv.): Gud fortry-der ikke Sine nådegaver og Sit kald (vers 29). Vi jødiske grene er stadig disse efterkommere – så hvilken som helst uigenkaldelig gave og kald, hvilken som helst ”rodfæstet” var repræsenteret ved de jødiske troendes identitet i det første århundrede, er stadig noget, som messianske jøder kan gøre fordring på i dag. I vores legemer, i landet og i fylden af vores messianske tro repræsenterer vi en fortsættelse og en nærhed af alle de bibelske løfter og pagter.
Der er også et ”nej” her, en situation som er meget anderledes, endda omvendt fra den første århundrede. Dengang advarede Paulus hedningerne ved at sige: ”Glem ikke jeres gæld til jøderne og til kirken i Jerusalem – I fik Evangeliet fra dem!” Men efter de seneste få generationer af den messianske vækkelse blev det store flertal elsket, vidne til, oplært osv af hedenske kristne og deres kirker. Vi kunne sige: for 2000 år siden fødte Israel kirken, men i dag nærer kirken vækkelsen i Israel!
Jeg tror på, at hvis apostlen skrev i dag, ville han advare os messianske jøder om en slags arrogance overfor kirken, af hvilke én siger: ”Vi er de oprindelige grene, tættest på roden; skønt jeg kom til tro i et kristent miljø, ved jeg nu bedre; nu kan jeg finde min identitet som messiansk jøde uden reference til kirken.” Jeg siger dette, fordi der er dukket en tendens op blandt nogle messianske jøder som isolerer sig fra at identificere sig på ”kristendom” eller ”kirken” på nogen som helst måde; nogen taler endda om ”dobbelt ekklesiologi”, som om der var to oliventræer, eller to tydeligt adskilte dele af Kristi Legeme – én jødisk og den anden hedensk. På grund af den historiske kirkes anti-jødiske følelser og doktriner kan denne tendens forstås, endog sympatiseres med. Men vi må modstå enhver bestræbelse på at legitimere eller institutionere denne holdning. Vores Messias, konge og frelser, er jøde; den jødiske apostel fødte den tidlige kirke, som er et helt, organisk olivertræ, der fortsatte med at vokse og sprede sine grene blandt nationerne. Mens vi stærkt tro på eksistensen af den messiansk jødisk menighed, tror jeg på, at apostlens advarsel ville tale til os og beder os om at forblive forbundet med og ære disse hedninger – og deres kirker – gennem hvilke vi modtog den kristne/messianske tro i vores tid.
Derfor, som jøde og hedning sammen i Messias skal vi begge tage advarslen om stolthed meget seriøs! Romerbrevet 11:11-15 gør det klart, at vores genopret-telse til oliventræet er ligesom opstandelsen fra de døde (vers 15) vil blive en stor velsignelse af Evangeliets rigdom og forsoning for alle nationerne!
