Tikkun Global
Jerusalem, Israel
”Er førstegrøden hellig, er dejen det også. Er roden hellig, er grenene det også.” – Romerbrevet 11:16
Der er to paralleller, eller supplerende metaforer her – den ene om brød og den anden om rødder/træer. På overfladen forekommer den anden metafor om rødder/grene at være magen til den første, men v ægten er faktisk meget forskel-lig: dejen og resten af portionen er alt sammen det samme ”materiale” med én del blot adskilt fra resten – men sådan er det ikke med rødder og træ! Et træ er en organisk helhed, og man kan ikke trække nogle rødder ud og ofre dem til Herren på vegne af hele træet! Hvis der skal ofres fra et træ, skal det være fra frugterne, ikke fra roden.
Pointen her er, at rødderne kronologisk går forud for grenene, og at alt andet i træet, som senere vokser ud, dermed er historisk og organisk støttet af roden. Det betyder, at hvis roden er ”hellig”, så er hele træet, som gror ud fra den også ”hellig”. Ved metaforen med brødet er det ikke vanskeligt at finde ud af ud fra konteksten, at Paulus har et budskab primært til de hedenske kristne i Rom, ikke de jødiske.
I kapitlerne 9-11 har Paulus talt meget om den israelske rest, den jødiske kirke. Så hvis vi skulle stoppe her og definere roden, ville det være noget i retning af: ”restgruppen af de jødiske troende, især kirken i Jerusalem, som bærer alle Guds løfter til Israels rest, og som har en forrang i Guds familietræ ved, at de kom først – før hedningerne.”
Nu er vi klar til at se nærmere på de følgende vers, som taler mere om roden og se, hvordan de skærper denne definition.
”Men når nogle grenene blev brækket af, og du, som er en gren af et vildt oli- ventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får af saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig.” – Romerbrevet 11: 17-18
Lad os først huske på, at alt dette er figurativt – Oliventræet er blot en metafor! Alt, Paulus har at sige om det, siger han om grupper af mennesker. Der defineres tre forskellige slags grene: ”I grene” betyder de hedenske kristne, og Paulus advarer dem imod at hovere overfor to grupper af øvrige grene, både jødiske – de messiansk jødiske og de afskårne, ikke-troende jødiske grene. Derudover minder Paulus de romerske kristne om, at de som grenene fra et ”vildt” ukultiveret træ, som er ”blevet podet ind blandt dem og derved blev deltagere omkring oliventræets rige rod.” Her er den vidunderlige rod, men uden en klar definition – kun at de jødiske og hedenske grene på træet begge er deltagere i dens rigdom. Den følgende sætning giver os et kraftigt hint. Her etablerer Skriften en klar lighed eller nærhed mellem de jødiske grene og roden – ligesom arrogancen mod de jødiske grene er sammenlignet med en arrogant misforståelse af naturen og identiteten af roden, som støtter hele træet.
De hedenske troende i Rom kunne se og opleve de jødiske grene – både dem på træet og de afskårne. Det var en del af dagligdagen, når man levede i den romerske metropol. Men kirken i Jerusalem? Det israelske pagtland? Alt dette syntes formentlig for dem, som noget fjernt og upersonligt. Tænk over dette: den gennemsnitlige hedenske troende i Rom kom på træet gennem det rene, enkle Nådens Evangelium og tro på Yeshua. Det var (og er stadig) muligt for en kristen at være total udvidende om den foregående jødiske natur om selve træet, som de var indpodet på (Romerbrevet 11:25). Dette ”judaistiske Evangelium” kunne være komplet skjult fra de kristne, som en rod begravet i jorden! Det er derfor, at Paulus taler om den kun som en ”rod” og ikke en ”stamme:” man kan ikke se den, sædvanligvis ikke røre ved den, og medmindre man har lidt uddannelse eller en åbenbaring ved man end ikke, at denne overhovedet eksisterer!! Det er derfor vers 17-18 etablerer en direkte ækvivalens mellem de jødiske grene med ”roden” og springer over stammen: de jødiske troende repræsenterer en autentisk, ”organisk” fortsat forbindelse med den skjulte rod – og det er fra denne rod, at den rige, pagtmæssig ”saft” stiger for at nære og støtte hele træet.
Lad os da som konklusion udvide vores definition af roden til ”restgrupen af jødiske troende, især den apostolske kirke i Jerusalem, som bar alle Guds hellige pagter/løfter til resten af Israel og som holdt en forrang i Guds familie (oliven-træet) ved, at de kom først – før hedningerne.” Så hvad betyder denne rod for os i dag? Det vil vi se på næste gang i 3. del.
