Hvordan skal vi som kristne relatere os til Israel? I Romerbrevet 11:17-24 sammenligner Paulus denne vitale, organiske for-bindelse med at blive podet på Guds pagtfamilies oliventræ. For rigtig at kunne forstå denne lære skal vi indledningsvis forstå den bibelske term ”Israel”, som har tre primære lag af betydning.
1 – Det jødiske folk:
”Israel” (Prins af Gud) optræder første gang i form af det navn, som Gud skænkede Jakob efter den velkendte brydekamp med en guddommelig budbringer i 1. Mose-bog kapitel 32. På dette fundamentale stadium er det ganske enkelt det navn, som blevet givet til den store patriark over de 12 stammer i Israel og efterfølgende til deres efterkommere. Gennem pagten identificerer Gud sig efterfølgende altid som ”Abrahams, Isaks og Jakobs…Israels Gud. ”Israel” er således de fysiske efterkommere af disse patriarker, som senere bliver kendt som det jødiske folk.
2 – Nationen Israel og landet Israel:
Omkring 400 år senere var befolkningen i Israels stammer vokset betydeligt, og sammen var de klar til at udgøre en nation. Ved Sinai modtog folket Torah’en/Loven, som indeholdt de grundlæggende elementer, som skulle definere deres kultur, love og samfund. Efter at være draget ind i det Lovede Land er der endnu en pagt, som etablerer nationen som et evigt, messiansk rige under David og hans efterkommere (2. Samuels Bog kap. 7). Nationen eller Riget har Jerusalem – Davids by – som sin evige hovedstad. ”Israel” bliver således en nation – med et specifikt land, hoved-stad, økonomi osv. – og med lovning om en fremtidig genoprettelse som et centrum for et verdensomspændende messiansk rige. (Ap. Gerninger 1:6)
3 – Israel, den frelste rest:
Det er her, tingene bliver lidt indviklet. I Det Nye Testamente og især i Paulus’ teo-logi lærer vi, at i hver generation er der en åndelig delgruppe af det større Israel – en frelst restgruppe hos hvem fylden af Guds løfter til Israel er realiseret. Udadtil ligner denne gruppe alle andre og taler det samme sprog, men indvendigt er deres hjerter genfødt, ”omskåret” og beseglet af Helligånden. Selvom det viser sig – som det har været tilfældet gennem det meste af historien – er flertallet af det jødiske folk ikke trofast responderende på Guds nådige åbenbaring i den generation, er Guds løfteord til hele nationen stadig sand på grund af den hellige rest (Romerbrevet 11:16). Det er ligeså sandt i Elias’ dage, i Paulus’ dage og i vore dage, fordi ”ikke hele Israel er Israel.” (Romerbrevet 9:6; 11:1-7). Hvad mere er, nu under den Nye Pagt kan troende hedninger ”indpodes” på troens pagtmæssige oliventræ i Israels Guds frelsende nåde. (Romerbrevet 9:24; 11:17). Så, Israels troende folk på Yeshua – først til jøderne og også til ikke-jøder, sammen som ”Ét nyt menneske.” (Efeserbrevet 2:15).
Opsummering:
Punkterne 1 og 2 henviser til Israel som fysiske realiteter, mens punkt 3 henviser til Israel på en mere mystisk, åndelig måde. Alle tre er Bibelsk korrekte omkring det, som menes med ”Israel”, og vi kan forbinde os til den ene eller den anden på for-skellige tidspunkter. Men Romerbrevet, især 11:11-26 og Efeserbrevet 2:11 – 3:6 lærer os, at ”fylden” af åbenbaringen af Guds plan for jøder og hedninger (Israel og nationerne) afhænger af, at vi korrekt erkender Hans prioritering af indkodningen på oliventræet. Paulus’ breve lærer os, at under den Nye Pagt findes fylden af mysteriet om Guds intentioner med ”Israel” i Messias og ved at indordne relationerne mellem jøder og hedninger i henhold til alle Hans pagter med Israel – folk, nation og rest!
(I 2. del vil vi se på, hvordan disse relationer kunne se ud i praksis).
