Yeshua kalder os til at ”følge efter” Ham. Det betyder blandt andet, at få ”skikkelse af Ham” (Romerbrevet 8:29). Vi bliver som Ham, når vores guddommelige billede fra skabelsen af Adam er genskabt i os (1. Mosebog 1:26).
At blive i overensstemmelse med Hans billede er en livslang proces med højdepunk-ter og lavpunkter. Gennem det hele er vi kaldet til at vandre i dyb ydmyghed og til sidst blive herliggjort med Ham som ”sønner” af vores himmelske Far (Hebræerbre-vet 2:10).
Når jeg tænker på ydmygheden på korset, får jeg billedet af en identitet som en orm:
”Jeg er en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk” (Salme 22:7).
וְאָנֹכִי תֹולַעַת וְלֹא־אִישׁ חֶרְפַּת אָדָם וּבְזוּי עָם
Salme 22 er velkendt som et profetisk billede af Messias’ korsfæstelse. Den beskri-ver det største øjeblik for den opofrende kærlighed og tro i historien. Udtrykket ”jeg er en orm” er en åndelig refleksion af, hvordan Yeshua må havde følt som det svageste og laveste af alle væsener.
Ofte, når vi føler os lavest, tænker vi, at vi savner Gud. Sådan følte David det på det personlige niveau, så han kun kunne sammenligne sig med en orm. Dette er imidlertid en formaning, der skal minde os om at vandre trofast i lovprisning og lydighed, selv midt i voldsom ydmygelse og afvisning.
Dette kan lyde nedslående. Vores dårlige oplevelser kan imidlertid senere vise sig som noget positivt fra et evighedsperspektiv. At føle sig godt tilpas er ikke et mål for åndelighed og sand fromhed. Vi skal have sejrrig tro, men det er ikke det samme som ”selvtillid.” Et øjeblik af evig sejr kan have den umiddelbare, midlertidige følelse af ”at være en orm.”
I tider, hvor vi føler os i et lavpunkt, skal vi anråbe Gud. Husk, at Josef var i et fangehul i Ægypten, indtil han pludselig blev oprejst. Vi kan kun blive oprejst i den udstrækning, at vi stoler på Gud, når vi er i et lavpunkt.
En anden vigtig overvejelse er, at når alt går godt, er vi tilbøjelige til at glemme Gud, og når vi gennemgår vanskeligheder, klynger vi os tættere til Ham. Dette er hemme-ligheden: ikke på højdepunktet eller lavpunktet, men intimiteten med Gud. Efter-som vi kan være ligeså tætte med Gud, når vi er oppe eller nede, skal vi tage imod dem med sindsro. Hvad enten vi er oppe eller nede, har behov eller har rigeligt eller er fortrøstningsfulde, er vores ønske at dele oplevelsen med Herren (Filipperbrevet 4:12). Det er sådan, vi bedømmer sejren.
Mange af de tidlige disciple blev korsfæstet af onde mennesker, der ville gøre nar af troen. Men disciplene anså det imidlertid for en ære og et privilegium at dele Yeshuas skæbne (Johannes 21:18). Det er, at ”i alt dette mere end sejrer vi med Ham”(Romerbrevet 8:37). Ordet tola’at (orm) kan også referere til farven skarlagensrød eller højrød. Denne slags orm kunne producere et smukt dybrødt farvestof, der bruges i præstebeklædningen og i vævningerne i Tabernaklet. Er der en metaforisk lektie for os, når vi er nede på ormeniveau, præsteskabet opnår strålende farver?
Dette billedsprog får os til at tænke på larven. Den begynder som et ormelignende væsen. Så gennemgår den ”halvdødt” stadium i en kokon. Til slut bliver den til en smuk sommerfugl, som flagrer rundt i luften. På samme måde: vi ydmyger os, er sammen Yeshua i Hans død og får et løfte om opstandelse.
Gud er god og magtfuld. Selv under den værste orme-lignende oplevelse, kan vi favne situationen og lade Gud løfte os fra det laveste til det højeste. Måske føler du dig som en orm, men lad Gud transformere ormen til en blændende herlighed.
