Eller: Spørgsmålet om ”Antropomorfisme”
Jeg læste for nylig en artikel med titlen ”Spørgsmålet om antropomorfisme” i et ortodoks jødisk blad. Ordet har græske rødder og findes også brugt i Den Nye Pagt. Antropos betyder menneskelig eller menneske. Morf betyder form.
Således betyder ordet direkte oversat ”i form af et menneske.” Spørgsmålet er teologisk: Hvordan skal vi forstå de mange passager i Tanakh (Loven og Profeterne), som beskriver Gud i menneskelige termer, eller at Han viser sig i menneskeskikkel-se.
Det tilsvarende hebræiske ord er hoph’il-formen, som er ordet for menneske, og som er taget fra navnet Enos, אנוש. Antropomorfisme er Ha’anashah, האנשה.
Det er et nøglespørgsmål i bibelsk fortolkning. Det er baggrunden for bogen, jeg skrev: ”Hvem spiste frokost med Abraham?” (Opr. ”Who Ate Lunch with Abraham? Bogen er oversat til dansk).
Udfordringen er, at det traditionelle rabbinske synspunkt ligesom nogle moderne bibelforskere fastholder, at Tanakhs Gud ikke har en menneskeagtig fremtoning; kan ikke have en sådan form; og enhver slutning om noget sådant ville være afgude-risk eller tegn på uvidenhed, eller være hedensk eller primitiv, fordi det ville reducere Gud til at være på niveau med mennesket.
Jeg foreslår en dobbelt respons på udfordringen.
Den første respons er, at til trods for de teologiske afvisninger, er Loven og Profeter-ne fyldt med disse guddommelige tilsynekomster i menneskelig skikkelse (epipha-nies). Så, hvordan kan man skrive sig ud af så mange passager?
Diskussionen, jeg læste, giver to linier som forklaring i rabbinske skrifter for at ”skri-ve sig ud af” antropomorfiske passager:
Symbolsk litterær lighed forklaring
Personlig psykologisk oplevelses forklaring
Den første rabbinske forklaring er, at alle beskrivelserne af guddommelig antropo-morfisme i Tanakh må forstås som poetisk symbolisme- kun ord. Det er et ordbillede, som ikke er bestemt til at indebære nogen konkret realitet.
Den anden rabbinske forklaring er, at profeternes beskrivelser ikke blot var symbolske, men også beskrivelser af en reel mystisk oplevelse. De forklarede, at profeterne havde en reel indre oplevelse af en guddommelig åbenbaring, men som kun var i det indre. Dette ville også udelukke en virkelig fremto-ning af Gud i menneskeskikkelse.
Den anden respons har at gøre med Den Nye Pagts skrifters synspunkt, at Yeshua er guddommelig. Der er mange profeter i Tanakh, som synes at referere til Yeshua.
Det er et traditionelt jødisk synspunkt, at Yeshua begik blasfemi, da Han omtalte Sig Selv som ”Guds Søn.” Selvom der er messianske profetier, som henviser til Yeshua, så vil de sige, at Hans påstand om at være Messias er afvist gennem Hans påstand om Hans guddommelighed. Det er en indsigelse på forhånd til selve dette koncept, at Gud viser sig som menneske.
I kontrast hertil: Hvis Abrahams Gud ifølge Tanakh virkelig kan vise sig i skikkelse af et menneske, ville det ikke være umuligt for Messias at være et gud-dommeligt menneske. Hvis denne påstand accepteres, vil indvendingen om Yeshua som Messias blive åbent for diskussion, og man står tilbage med spørgsmålet om, hvor-vidt Yeshua er Messias eller ej.
Hvis en person læser alle beskrivelserne af guddommelige åbenbaringer i Tanakh uden nogen jødisk-kristen polemik eller forhåndsindstilling, er den næsten u-undgåelige konklusion, at skribenterne beskrev det, de troede på var reelle begiven-heder med en virkelig figur, som viste sig i menneskeskikkelse og som talte som Gud, eller i det mindste ”som om” Han var Gud. Der er nogle retninger blandt jødiske og seku-lære lærde, som accepterer denne ordrette fortolkning.
Dette efterlader kun to andre muligheder. Enten er disse bibelske forfattere blevet bedraget, eller også viser Gud Sig i menneskeskikkelse.
Om den første mulighed: Kunne de være ude for et bedrag? Det er naturligvis muligt. Enhver ”ikke troende” ville holde sig til dette synspunkt. Der er ingen Gud. Alle de bibelske skrifter og troserfaringer er ugyldige. Det er en slags selvbedrag eller ønsketænkning.
Det ville være mit synspunkt vedrørende tekster, jeg mener er usande: Den formo-dede åbenbaring for Joseph Smith hos mormonerne; Muhammed, som steg til him-len iflg. Islam; og også forskellige græske, romerske og hinduistiske myter. Man skal læse teksterne selv for selv at kunne skelne.
Men i det jødisk-kristne verdenssyn er Abrahams Gud og de hellige Skrifter sande, troværdige og fornuftige, moralske og autoritative.
I min bog ”Hvem spiste frokost med Abraham?” citerer jeg omkring 30 passager med guddommelige åbenbaringer i menneskeform. Jeg tror på, at oplevelsen hos de bi-belske forfattere var reelle og verificerbare.
I de fleste af passagerne var der andre mennesker tilstede under oplevelsen. Det vil-le borteliminere muligheden for, at oplevelsen blot var mental og noget, der skete i deres indre. (Med mindre man ville forsøge at lave et gentaget gruppehypnotisk for-søg).
Nogle af de eksempler, som blev analyseret, var:
YHVH viste sig for Abraham før ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra i 1. Mosebog 18).
Jakob kæmpede med en ”mand” hele natten ved Peniel. Han haltede om morgenen (1. Mosebog 32).
Moses gik op på Sinai Bjerg sammen med Israels 70 ældste og søgte Israels Gud (2. Mosebog 24).
Josva tog sine sko af for YHVHs hærfører før slaget ved Jeriko (Josvabogen 5).
YHVHs engel viste sig for Samsons forældre i Dommerbogen 13.
Esajas så den guddommelige, herliggjorte og hellige konge siddende på tronen (Esajas 6).
Ezekiel så YHVH som en mand, der sidder på tronen over skyen (Ezekiel 1).
Denne specielle person kaldes ved mange navne i Tanakh. Det mest almindelige er malach YHVH, מלאך יהוה . Dette oversættes sædvanligvis som ”Herrens Engel”. Imidlertid er der kun to ord: Engel, Yehovah. De er en særlig form – smichut, hvilket betyder, at ordene er ”sammensatte”. Smichut-formen er ligesom ord med bindestreg på engelsk, som gør to ord til et enkelt ord, f.eks. mail-box; eller på dansk, dør og trin = dørtrin.
En direkte oversættelse af dette navn ville være: Yehovah-Engel eller Engel-Yeho-vah. Tilsynekomsten af denne figur ligger ud over enhver simpel beskrivelse. I kristen teologi refereres det undertiden som en ”Kristtofani,” hvilket ville konklude-re, at figuren ikke blot var reel, men at den guddommelige antropomorfisme er en tilsynekomst af Guds evige Søn, Kristus, i en form, der ligger forud for Hans fødsel.
Antropomorfisme betyder, at Gud ønsker at være sammen med os.
Der er nogle dybtgående implikationer af sådanne antropomorfiske passager, som ville pege på Guds ønske om intimitet, til Messias’ guddommelighed og til vores strå-lende bestemmelse i Ham.
Kolossenserbrevet 2:8-10
”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. For i Ham bor hele guddoms-fylden i kød og blod, og i Ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den.”
Bag denne antropomorfisme diskussion ligger der en smuk sandhed om Guds natur. Gud er en kærlig fader. Han er hellig og fantastisk, men Han er også nær og person-lig. Gud ønsker at være involveret i vores liv på en reel måde; Han ønsker relationer med os, at være sammen med os. Han har også et ønske om vores opvækst som Guds børn i Hans billede.
