Der er en populær talemåde: ”Kun i Israel.” Det henviser til en usædvanlig, under-tiden ejendommelig, undertiden modsigende situation, man befinder sig i. Det er især relateret til kultur, klima eller personlighed i vort land.
Jeg har aldrig været i stand til at forklare relationerne mellem jøder og arabere i Israel for folk udefra. For udlandet kan det se ud, som om der kun findes vold. Det er imidlertid langt fra tilfældet. Der er faktisk megen integration på arbejdspladserne og i samfundet. Vores nuværende ”Corona-kejser” er en israelsk arabisk professor, og der er en israelsk arabisk dommer i højesteret. Der er en vittighed, som siger, at man skal være araber for at arbejde som farmaceut, fordi denne profession er så do-mineret af israelske arabere, og fordi der er mange arabiske sygeplejersker og læger - både kvindelige og mandlige.
På den anden side er der vold og spændinger, især med palæstinensiske arabere fra de omdiskuterede territorier. Jeg husker, at da vi kom til Israel boede vi i et geo- grafisk følsomt område. Arabiske bygningshåndværkere byggede huse i et område, som patruljeredes af bevæbnede jødiske vagter. Ikke desto mindre åbnedes vores yngste søns skole hver morgen af den elskede arabiske pedel.
For få år siden var der adskillige eksempler på muslimske angreb på ”vantro” rundt om i verden. Det var ofte familiemedlemmer, hvor angriberen kastede benzin eller kemikalier i ansigtet på ofret. På dette tidspunkt havde jeg en øjeninfektion og havde en aftale med den lokale øjenlæge. Jeg kunne ikke undgå at notere mig hans muslimske fornavn. Da jeg sad i stolen, og lod Dr. Mohammed dryppe øjendråber i mine øjne, var ironien i situationen åbenlys.
I dag skulle vores nye køkkenbord og stole leveres. Tidligt i morges kom der nyheder om et forsøg på et knivoverfald i centrum af byen. Senere på dagen skulle der falde dom over en palæstinensisk araber, som knivdræbte to personer i sidste måned.
Ved middagstid bankede det på døren. To mænd, den ene ca. dobbelt så stor som jeg, stod foran døren med adskillige store kasser. Med nogen bæven bød jeg dem indenfor. De begyndte at arbejde, mens de småsnakkede på arabisk. Den ene vendte sig mod mig. ”Har du en kniv?” spurgte han. ”Hvilken slags” spurgte jeg, idet jeg forsøgte at få det til at lyde normalt. ”Hvilken som helst kniv. Jeg kan ikke åbne kassen.” Jeg åbnede skuffen og lod ham selv vælge en passende kniv.
Kun i Israel.
