Jeg elsker arabere og jeg hader jihad. ”Hashtag”: #LoveArabsHateJihad
De fleste israelere og næsten alle messianske jøder ville sige det samme.
Vi ser arabere som vores fætre og kusiner. Vi ønsker at leve og samarbejde i fred med dem. Meget af vores israelske Mellemøstlig kultur er arabisk.
Vores bønner er for alle vores arabiske naboer - vores kristne arabiske venner – vi ønsker til stadighed at ære dem, velsigne dem og styrke dem. Et af temaerne i mit liv har altid været: ”Måtte Ismael leve for dit ansigt.” (1. Mosebog 17:18).
Der er tre generelle synspunkter om Israel blandt arabere:
Dem som elsker Israel
Dem som ønsker en let og fredelig sameksistens
Dem som hader Israel
Den første gruppe omfatter mange israelske arabere, arabisk evangeliske kristne, nogle israelske drusere, beduiner og endda muslimer, som gør tjeneste i israelske hærs kommandoenheder.
Den anden gruppe indeholder mange moderate Suni arabere i Mellemøsten, især de, som ville gå ind for en videre ”Abraham-aftale” både økonomisk, diplomatisk og kulturelt.
Den tredje gruppe vil være de islamiske ekstremister, jihadisterne og de, som er under indflydelse af deres teologi, ideologi og beretninger.
Der er nogle arabisk kristne i alle disse tre kategorier.
Guds plan for Israel gentages i løfterne til Abraham, Davids rige, jødernes tilba-gekomst til landet og genoprettelsen af nationen. Apostlen Paulus advarer: ”Gud har ikke forkastet sit folk” (Romerbrevet 11:1-2). Endetidsprofetierne beskriver nationernes i et fælles angreb på Jerusalem, og Yeshua, der vender tilbage som fører af de himmelske hære for at ødelægge angriberne (Zakarias 14:1-4).
Der er tusinder af skriftsteder om jøder, Israel, Jerusalem, Zion osv. Disse vers fastsætter ikke blot guddommelige løfter, men også reel dokumentation. Den historiske dokumentation er der uagtet ens religiøse fortolkning af denne historie.
Selv koranen, Sura 5, bekræfter Guds mandat til Moses og Josva om, at det jødiske folk skal besidde Kanaans land for 3500år siden.
Derudover er der overvældende arkæologiske beviser på jødiske beboelse og national enhed i landet. Dette kan ikke ignoreres af nogle kristne, muslimer eller rationelle humanister.
Her følger nogle termer, som behøver klassificering:
Kolonialisme – Mellemøsten var under det ottomaniske riges kontrol i størstedelen af den moderne historie, fra 1517 til 1917; det er 400 år. Der-efter kontrollerede briterne området i 30 år fra 1917 til 1947, hvor FN stemte for en tostatsløsning. Krigen brød ud umiddelbart efter.
Jihadisme – Moderne jihadisme begyndte med det armenske folkemord i 1916, hvor mere end 1,200,000 blev myrdet af islamiske ekstremister, og hvor man bl.a. korsfæstede en nøgen armensk kristen pige i fuld offentlighed. Gennem de seneste 3 årtier er tusinder af arabere myrdet af jihadiske grupper, af f.eks ISIS, Al Qaida, Hizbollah, Hamas osv. Under det såkaldte arabiske forår (2011-2017) blev omkring 850.000 arabere myrdet og 10 millioner sendt i landflygtighed.
Libanon – Den libanesiske kristne præsident, Bashir Gemayal blev myrdet i 1982 af syriske nationalister, og i 2005 blev den moderate muslimske pre-mierminister, Rafik Hariri myrdet af Hizbollah. I 2006 vedtog FN resolution 1701, hvor man krævede våbenhvile mellem Israel og Libanon, tilbage- trækning af alle israelske styrker og en demilitariseret zone fra Litanifloden til den israelske grænse. Hizbollah stemte for. UNIFIL FNs fredsbevarende styrker skulle håndhæve. Israel overholdt aftalen. Hizbollah og UNHIL brød den.
Islamofobia – Dette er en misvisende benævnelse, som søger at skjule støtte til jihadisme. Fobia er en imaginær frygt uden basis i virkeligheden. Det er ikke tilfældet her. Vi har ikke en fobi; vi er modstandere af jidadis-mens morderiske natur. Dette er reelt, ikke imaginært.
Palæstinensiske lidelser – Palæstinenserne lider virkeligt. Vi beder for dem. Israel har ingen interesse i palæstinensernes lidelser – tværtimod. Spørgsmålet er blot, hvordan det løses. Det er et komplekst og hjerteskæ-rende og komplekst emne, som er en diskussion værd. I Israel har arabere fulde rettigheder. De er dommere, læger, medlemmer af Knesset og populære tv-personligheder.
Gaza – I august 2005 tvangsflyttede Israel alle de 8000 jøder, som boede i Gaza. I 2007 dræbte Hamas hele PLO-ledelsen der, og siden er området ændret til en bevæbnet lejr med tusind kilometer tunneller. Den i gang-værende krig har været katastrofal for både palæstinenserne og israelerne. Statistikerne er overvældende og stiger hver dag. Vi ønsker ikke denne krig, og vi startede ikke krigen. Én vanskelighed er nu at finde en måde for de 150.000 evakuerede israelere, hvorpå de kan vende sikkert tilbage til deres hjem i sikkerhed. Et andet problem er at opbygge et nyt samfund for 2 millioner mennesker, som ikke vil blive radikaliseret og begynde en ny jihad krig.
Vestbredden – Situationen i Judæa og Samaria er også kompleks og smertefuld. Det var delt i zone A, B, og C i Oslo aftalerne i 1993-95 og overdraget til palæstinensisk selvstyre. Alle ønsker en fredelig og lykkelig løsning. Dette kan kun ske ved at udrydde Hamas’ ekstremisme.
Anti-zionisme – Den nye form for antizionisme er had til Israel. Zionisme er samling af det jødiske folk i deres gamle fædreland. Det er også den bi-belske vision om verdensfred og velstand (Esajas 2:1-4, Mika 4:1-5). Det er et smukt koncept for dem, som forstår det rigtigt.
Lad mig opsummere med at citere en for nylig afholdt tale af Kamala Harris:
”Hamas er en ond terrororganisation…Jeg fordømmer stærkt Hamas’ fortsatte brutalitet, og det må hele verden. Den trussel, som Hamas udgør overfor det israelske folk – og de amerikanske borgere i Israel – skal elimineres. Hamas kan ikke kontrollere Gaza. Det palæstinensiske folk har lidt under Hamas’ ledelse i næsten to årtier.”
Jeg er enig i hendes ord.
Vi fortsætter med at bede for alle vores arabiske naboer. Vi elsker jer. Vi hader jihadisme, som er ude på at ødelægge både jer og os.
Photo by Amir Mortezaie on Unsplash
