Af Asher Intrater
Der er et område med dyb intimitet, som kun kommer frem gennem lidelse, der deles.
Dette refererer til den ”gudelige” slags lidelse. Der er en anden slags lidelse, som kommer fra forkert adfærd for derefter høste fordel af resultaterne. Her taler jeg om lidelse, som kommer fra ondskaben i verden, og som angriber det uskyldige og i højeste grad lidelse, der kommer ud af forfølgelse pga. troen på Herren.
Dette kaldes ”lidelsesfællesskab med Ham.”
Filipperbrevet 3:10 – ”…for at jeg kan kende Ham og Hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med Ham, så jeg får skikkelse af Hans død…”
Dette vers beskriver tre områder, hvor man konfronteres med Yeshuas billede. Det første er at kende Ham; det andet er at kende den dynamiske åndelige kraft, hvor-med Han opstod fra de døde. Den tredje er at kende lidelsesfællesskabet med Ham.
Ordet for fællesskab er koinonia.
Ordet for lidelse er pathema, ligesom i ”passion, pathos, sympati”.
Ordet for ”i overensstemmelse med” billedet er sug-morphos. ”Morph/Morphe/Morfé” betyder form. ”Sug” eller ”Sym” betyder sammen med som i sympati, symfoni, synergi, synkronisere osv.
Eftersom Yeshua led som en retfærdig mand i en ond verden, og eftersom vi er kaldet til at følge efter Ham, er der et signifikant aspekt af troen, som er at opleve lidelse magen til den, som Han led.
Vi viger alle tilbage for tanken om lidelse. Lidelse er IKKE i sig selv en god ting. Når man lider på en gudelig måde, er der imidlertid en følelsesmæssig og åndelig intimitet med Yeshua. Han led. Vi deler noget af denne oplevelse med Ham. Det er denne delte oplevelse, som er smuk. Intimitet midt i lidelsen er dyrebar. Det er pri-sen værd.
Oplevelsen af den delte lidelse er ikke kun med Yeshua, men også med andre, som har lidt tilsvarende. Johannes kalder dette ”fællesskab i trængslen.”
Johannes Åbenbaring 1:9 – ”Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen…”
Lidelsesfællesskabet får os til at blive mere ligesom Yeshua, og også at dele oplevelsen af lidelsen sammen. Der er en enhed i denne fælles oplevelse.
Ordet for ”ven eller ledsager” er sug-koinonos, som er det samme som ordet for ”fællesskab”, men understreget mere ved at tilføje ”sug”, ligesom i sug-morphos ovenfor.
Ordet for trængsler er thlipsis, det samme ord der bruges gennem hele Den Nye Pagt. Yeshua opmuntrede os, selvom vi i denne verden ville have træng-sler (Johannes 16:33). Han bad ikke for os, at vi skulle tages ud af denne verden, men at vi skulle være beskyttede i den (Johannes 17:15).
For nylig havde jeg en oplevelse med en nær ven. (Jeg må sløre detaljerne for at be-skytte personens sikkerhed og identitet). Denne person er en stor leder, som har lidt under megen forfølgelse på grund af sin tro. Vi havde chance for at mødes for nylig på et hemmeligt sted. På dette tidspunkt var der en umiddelbar trussel mod ham. Jeg gik hen og gav han et venskabeligt og opmuntrende knus.
Jeg har personligt været gennem nogle vanskelige oplevelser, som fik mig til at føle smerter dybt i min ånd. Jeg kunne ikke forklare det for nogen. Ord rakte ikke. Fak-tisk følte jeg mig ensom omkring det. Jeg tænkte for mig selv: ”Jeg er sikker på, at han oplevede det, jeg oplevede og meget mere end det.” Jeg ønskede også at give ham et knus blot for ”at berøre” lidt af den samme smerte.
Da jeg gav ham et knus, skete der noget mærkeligt. Jeg følte, at ”noget” kom ud fra hans hjerte, noget som berørte det smertende sted i mit hjerte. Der var en overnaturlig deling af helbredelse. Jeg kunne mærke smerten forsvinde. Øjeblikket var kort, men intenst. Smerten rørte den andens smerte. Der var et samvær i ånden, en udveksling, en enhed, en ”sug-koinonia”, en heling.
Jeg forlod ham med tanke på udtrykket fra Esajas 53:5 – ”Ved Hans sår blev vi helbredt.”
På hebræisk:
בחבורתו נרפא לנו
Ved Yeshuas sår er vore sår helbredt. Vore sår kunne ikke være helet, hvad Han ikke var villig til at blive såret i vores sted. Stedet for Hans sår berører stedet for vores sår, og helbreder os.
]Udtrykket i Esajas 53 er ret unikt og noget forvirrende. Det hebræiske bogstav ”Bet” i ordet for ”sår” har ikke en ”dagesh” i sig. Med prikken (dagesh) betyder det ”sår”, men uden denne prik betyder det ”fællesskab”. Der er et ordspil i teksten mellem sår og fællesskab (habura og havura). Vi helbredes af Hans ord og gennem fælles-skab med Ham. Fællesskab og sår er blot en prik fra hinanden[
Lad os se på betydningen af ”indpodning” efter lignelsen om oliventræet i Romer-brevet 11:17-24. Denne lignelse beskriver, at jøder og hedninger forenes til ét oli-ventræ. Vi er grenene, som er podet på troens træ. For at blive indpodet, skal gre-nen beskæres. Den indre del af grenen, som er blevet frilagt, kan samles med træet, som også er blevet frilagt.
Der må fjernes noget bark. Man kan ikke pode to grene, hvis der stadig er bark på. Denne lignelse antyder, at vores åbenhed og sårbarhed er der, hvor vi kan samles.
Prisen for at blive ét er at udsætte hinanden og berøre hinandens smertepunkter.
Gennem indpodning oplever vi kvaliteten af den saft, som udgår fra roden. (Romer-brevet 11:17). Saften flyder ikke udenpå barken. Den flyder gennem det indre, blø-dere, mere delikate, fugtige træ. Når vi er forenet, er vi også i stand til at tage imod hinandens velsignelse. Der er en udveksling af ”liv.”
Det er det samme som det, man kalder ”omskærelse af hjertet” – Romerbrevet 2:29, Kolossenserbrevet 2:10, Jeremias 4:4, 5. Mosebog 10:16, 30:6. I tro åbner vi vore hjerter for Gud og for hinanden. Hjertet skal være beskåret for at kunne blive åbnet.
Fysisk omskærelse sker med en skarp skalpel. Omskærelse af hjertet sker med det spyd, som gennemborede Yeshuas side på korset (Johannes 19:34, Zakarias 12:10). Hans korsfæstelse er skæret, som omskærer vore hjerter. Dette er korsets og vores fællesskabs mystik i Hans lidelse.
