Gennem årene har jeg lagt mærke til ens fejltagelser hos store ledere i israelsk politik og den karismatiske kirke. Jeg kalder det ”Messias komplekset.” På nogle punkter er det ikke andet end godt gammeldags mandeego. Men i disse tilfælde er det kombineret med en iver efter at redde verden gennem Israel eller Kirken. Tag en super talentfuld person med et stort ego og tilføj politisk magt, religiøs iver, Israel, endetiderne og en presserende situation; og puf! man har Messiaskomplekset.
Yeshua sagde, at det største menneske, der nogensinde har levet med de naturlige gaver og evner var Johannes Døberen. Men Johannes sagde:
Johannesevangeliet 3:28, 30
I kan selv bevidne, at jeg sagde: ”Jeg er ikke Messias,” men jeg er udsendt forud for Ham.
”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”
Johannes Døberen lod ikke storheden i sit kald ”stige sig til hovedet.” Han var hurtig til at minde sig selv og andre om, at han ikke var Frelseren. De, der er kaldet til store roller i Guds Rige, skal også minde sig selv om dette simple princip. Du, min ven, er ikke Messias. Du er ikke vores Frelser. Det er Yeshua og Ham alene.
Uanset hvor vigtigt kaldet, vi får givet, er, bliver vi aldrig centrum i billedet. Yeshua er centrum. Det er ikke spørgsmålet om dig eller mig, det er om Ham.
Jeg er forbløffet over, hvor talentfulde og kapable de mænd, som har været pre-mierministre i Israel i vores generation er. Både venstre- og højreorienterede: Begin, Rabin, Peres, Netanyahu, Barak. Netanyahu og Barak, som var yngre end mændene i denne gruppe, var mere tilbøjelige til at se sig selv som dem, der skulle ”redde” situationen. Til gengæld allierede de sig med andre omkring sig i regeringen og kom derved i vanskeligheder.
Når vi indser, at Yeshua er Frelseren, og at vi mennesker går ud efter Hans vilje på jorden, skal ydmyghed følge vores tro. Ikke alle situationer er ideelle, og vi skal gøre plads til periodiske kompromiser. Her mener jeg naturligvis ikke moralske kompro-miser. Moralsk skal vi stræbe efter en absolut standard til enhver tid. Når vi arbej-der med andre i et samarbejde eller teamwork, og når vi søger efter løsninger, når velmenende mennesker har forskellige opfattelser, kan kompromiser imidlertid være en dyd.
Nogle af de største ledere i troen (apostle, profeter og evangelister) i vores genera-tion har forårsaget stor ødelæggelse og adskillelse, når de har opfattet vigtigheden af deres egen rolle som central i forhold til succesen af Guds Rige. Min tjeneste bliver det centrale. Mit kald det vigtigste. Ikke nødvendigvis!. Hvis du var Yeshua, var det muligvis sådan. Men Han vidste, hvordan man ofrer hele sit liv for andre.
Hvis man fokuserer på succesen af vores egen tjeneste og vigtigheden af vores kald bliver det i virkeligheden en satanisk form for stolthed, når det prioriteres over at ofre sit liv for andre.
Matthæus 16:21-23
Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at Han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter Ham til side og begyndte at gå i rette med Ham og sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig.” Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”
Peter forsøgte at overbevise Yeshua om succesen af Hans tjeneste og vigtigheden af Hans kald, i stedet for at ofre Sit liv. Yeshua irettesatte denne menneskelige hold-ning som en satanisk forseelse. At slippe fri af ens stolthed kan være til større hjælp til folk omkring en, end at man opfylder sit kald, sine gaver eller tjeneste.
Du behøver ikke være Messias. Vi har allerede én.
