Harvest of Asher menigheden
Akko, Israel
Der foregår altid en kamp om menneskets sjæl. Vores sjæl er altid tørstig. Søger efter noget der kan tilfredsstille. Når sjælen er udenfor Guds vilje, vil den søge efter vand fra alle slags forgiftede kilder.
Gud er den, som gav os livsånde, og Han ønsker, at vi skal drikke af Ham som kilden med levende vand. Når jeg ser på denne verden, ser jeg, hvor vanskeligt det er for menneskeheden, fordi de tror, at deres eneste potentielle resurse for vand er det, de ser omkring sig.
I Jeremias 2:13 taler profeten om to onder:
At forlade kilden med levende vand.
At udhugge cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand.
”Hvad ondt fandt jeres fædre hos mig, siden de gik bort fra mig?” (Jeremias 2:5)
”To onde ting har mit folk gjort: De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, der slår revner, og ikke kan holde vand.” (Jeremias 2:13)
Hvad sker der med mennesker, som graver og graver, planlægger og bygger, løber for at opnå noget, ser til hinanden efter tilfredsstillelse, søger løsninger i politik og ser hen til fredstraktater efter sikkerhed?
Deres sjæl løber hurtigt tør, befinder sig langt fra Guds løfter, henter vand fra en udtørret brønd.
Da Elias stod på Carmelbjerget efter tre og et halvt års tørke og sult, var det tid for regn. Da var tid til at stoppe afgudsdyrkelsen. Tiden til at se hen til den virkelige kilde. Tiden til at kongen og folket skulle se, hvem den virkelige Gud er.
Efter Elias’ bøn dukkede en sky op i vest, som bevægede sig mod Carmels kystlinje. Den indeholdt vand – regn til det tørre land. Hvilken sejr, hvilket forbløffende øje-blik det var at se den vand, der faldt på jorden! Imidlertid var Elias sønderknust, fordi han kunne se, at kong Ahabs hjerte ikke var forandret. Når Gud ser ud over jor-den, søger Han mennesker, der har et hjerte rettet mod Ham. Menneskene er Hans skabning, Hans elskede, og Han venter på det øjeblik, hvor de vender deres øjne mod Ham og blødgør deres hjerter.
I Johannes 7:37-38 proklamerer Yeshua fra Templet ved slutningen af Løvhytte-festen:
”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’”
Når sjælen møder sin skaber og stoler på Herren, møder den kilden med det levende vand og fuldender sin bestemmelse her på jorden.
Vi, hvis øjne Helligånden har åbnet, er kaldet til at blive præster for Herren, hvor Han end sætter os her på jorden. Vi er kaldet til forbøn, og til at vidne om og afspejle kilden med det levende vand, så alle sjæle vil have muligheden til at forbinde sig med Skaberen og blive tilfredsstillet i Ham.
”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme til at se Guds ansigt? (Salme 42)
