Denne uges traditionelle Torahlæsning fortæller historien om forsoningen mellem Jakob og Esau i 1. Mosebog kapitel 33. Forud for dette havde Jakob kæmpet mod Herren, og hvor han havde fået sit navn og identitet ændret til ”Israel” (1. Mosebog32:29). Der er mange symbolske/profetiske lignelser i disse passager, især for dem som er involveret i enheden mellem jøder og arabere, i særdeleshed israelske og
Palæstinensiske troende gennem Yeshua. Jeg vil gerne kort nævne blot to af dem.
Den første gang er da Yisrael (Jakob) siger til Esau: ”…hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod mine gaver, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig.” רָאִיתִי פָנֶיךָ כִּרְאֹת פְּנֵי אֱלֹהִים וַתִּרְצֵנִי (1. Mosebog 33:10). I forsoningen mellem jøder og arabere gennem Yeshua er der en åbenbaring og et vidnesbyrd om Guds ansigt og nærvær – både for os selv og for folk omkring os. Der er et ordspil omkring ordet penuel פניאל ”Guds ansigt”. Jakob ser Guds ansigt første gang i mødet med ”Gud-manden” i kapitel 32 vers 31, og så igen i forsoningen med Esau i kapitel 33 vers 10.
Den anden gang var da Jakob giver sin velsignelse til Esau og dermed vender rundt på sin tidligere adfærd, hvor han stjal velsignelsen fra Esau i kapitel 27. Jakob beder Esau: ”Tag imod den gave, jeg bringer dig,…” קַח־נָא אֶת־בִּרְכָתִי אֲשֶׁר הֻבָאת לָךְ (1. Mose-bog 33:11). (I den engelske udgave bruges ”velsignelse” i stedet for ”gave”). Da han var Jakob, tog han velsignelsen ved bedrag. Nu, hvor han er Israel, giver han velsig- nelsen tilbage til Esau af nåde.
Der er en interessant opfølgning på disse møder. I kapitel 35 vers 29 begravede Jakob og Esau deres far sammen. De var tilsyneladende forsonede i denne periode. Desuden, i det næste kapitel 36 vers 7-8 får vi at vide, at både Jakob og Esau var så velsignet, at landet ikke var stort nok til dem. Så, Esau flyttede frivilligt hele sin stamme til den anden side af Jordan til området omkring Edom og Seir, hvilket var det område, han var bestemt for at skulle arve efter Guds plan fra begyndelsen.
Esaus efterkommere voksede til mangfoldige stammer og konger på en måde, som var magen til udviklingen i landet Israel. Dette var også Guds plan for Esau: En parallel velsignelse og skæbne som for Israel. Når vi forstår dybden og bredden af Guds nåde, indser vi, at der er nok velsignelse til alle – mere end nok. Selv de sværeste politiske, racemæssige og religiøse problemer kan løses gennem dette.
Som troende på Yeshua skal vi vandre med israels identitet (Guds prinser og prin-sesser). Vi giver frit og gerne vores velsignelser til hinanden, og vi giver af nåde i stedet for at tage med bedrag. Og vi ser Guds ansigt og billede i hinanden. Må Her-ren hjælpe os til at vandre i denne identitet og handle nådigt mod hinanden. Selvom vi skal kæmpe med Gud-manden hele natten for at få denne holdning og identitet; også selvom det får os til at ”halte.” (1. Mosebog 32:25)
