”Bogen ’Deling af vejene’ er i de senere år blevet en standardmodel for beskrivelsen af splittelsen mellem Judaisme og Kristendom.” (Judith Lieu).
James Dunn hævder imidlertid, at splittelsen ikke var mellem kristendommen og judaismen, men mellem hedninger og jødiske Yeshuatilhængere.
Diskussionen var ikke: ”skal jeg være jøde eller kristen?” men….
1. Skulle en jødisk Yeshua tilhænger stadig praktisere de ceremonielle krav i Torah’en (Kashrut, omskærelse, Shabbat og festerne), og
2. Er kristendommen stadig forbundet med judaismen/Israels Gud?
Nogle ser denne adskillelse i det sene 1. århundrede. Judaismen udgik fra det kata-strofale Store Oprør i år 70 ef.Kr. som den Rabbinsk Pharisaical judaisme under Ben Zacchai (som indgik en aftale med general Vespasian om at flygte fra Jerusalem og danne en skole i det sydlige Israel). Dette er muligvis også tiden, hvor den 19. velsignelse, rettet mod Nazarenerne, hvorved en jødisk Yeshua troende skulle lyse forbandelser over sig selv under bøn i synagogen og dermed fordrive de messian- ske jøder. De ser dette, som tidspunktet hvor judaismen brød med kristendommen og omvendt.
Men Mark Kinzer påpeger i ”Post Missionary Messianic Judaism” at indenfor Kirken diskuterede man jødisk liv hos den jødisk troende og den ikke-jødiske troende stadig i det sene fjerde århundrede.
Phillip Cunningham hævder, at….
”Mange kristne fortsatte med at være stærkt tiltrukket af de jødiske traditioner. Denne fascination førte ikke kun til, at disse hedninger optog nogle af de jødiske traditioner på en uformel måde, men opmuntrede også et stort antal (troende) – både jøder og hedninger – til at fortsætte jødisk praksis i kirkelige samfund.
”Det synes gennem århundreder at nogle kristne ville holde sig til synagoge funktioner sammen med lokal kirkelig liturgi. Grænsen mellem de to grupper var fortsat ganske porøs i en lang periode (længe efter det første århundrede).” Linde-mann, Albert S.; Levy, Richard S. – Antisemitisme (side 57) OUP Oxford, Kindle Edition.
Det var problematisk for mange af biskopperne, som følte sig truet af den fortsatte fascination af jødisk liv hos deres vælgerskarer. Dette førte til nogle af de mest skån-selsløse smædeskrifter fra jaloux ledere overfor det jødiske folk. Talerne tog passa-ger fra det Nye Testamente og nytænkte dem på en måde, som gjorde Yeshua (en trofast jøde i enhver henseende) anti-semitisk.
Bebrejdelser imod korrupte ledere kom til at stå som bebrejdelser mod jøder generelt. Husk på, at alle Yeshuas følgere var jøder, og Han var elsket af masserne. De arresterede Ham hemmeligt, fordi de ”frygtede for folkeskaren.” (Matthæus 21:46)
Cunningham fortsætter: ”Hvis man optager polemiske passager fra Det Nye Testa-mente, som for det meste var fremkommet som del af intern jødisk debat, og læser den indre kritik af de hebræiske profeter som tegn på konstante jødiske fejltagelser, angreb kristne lærere judaismens respektabilitet,” med ekstrem retorik.
I det tredje århundrede angreb den lærde Origen hele den jødiske nation for ”kon-spiration imod den menneskelige races Frelser.”
En af de mest antisemitiske, dæmoniske smædeskrifter imod det jødiske folk kom fra John Chrysostom i Antiokia i hans prædikeserie ”Imod jøderne” (”Against the Jews”) – Det var virkelig titlen!. Han påstod bl.a., at det var alle kristnes pligt at hade jøderne. Her følger et uddrag:
"Synagogen er værre end et bordel….det er slynglernes hule og hengivelsen til vilde dyr….templet for dæmoner, som hengiver sig til kulter for afguder….refugium for røvere og svierbrødre og hulen for djævler….et mødested for Kristi mordere….et hus der er værre end værtshus….en hule for tyve, et hus for syg berømmelse, en bolig for ugudelighed, et refugium for djævle, en afgrund til helvede…. Jeg kunne sige det samme om deres sjæle….For mit vedkommende, jeg hader synagogerne….jeg hader jøder af samme grund.”
Han forbød sine medlemmer at komme i synagogen. Hvorfor? Fordi mange stadig opsøgte de jødiske synagoger i håb om at lære noget værdifuldt. Mens Chrysotom var anti-semitisk, var nogle i hans følge filosemitisake (dvs. havde en påskønnelse af det jødiske folk og deres historiske).
Hvis den jødiske/kristne splittelse allerede var sket ved slutningen af det første århundrede, hvorfor talte man da stadig om det 300 år senere?
Det er sikkert, at mange troende, jøder og ikke-jøder så positivt på jøderne og deres praksis.
Vi ved, at frem til 325 ef.Kr. brugte mange i kirkerne stadig den jødiske påske for at huske på Yeshuas død og opstandelse. Det var en af hovedårsagerne til Rådet i Nikæa. Dette var en del af kejser Konstantins brev ved Rådets afslutning:
”det blev udtalt at være særlig uværdig for denne, den helligste af alle fester at følge….jøderne, som har tilsmudset deres hænder med den frygteligste forbrydelse og hvis sjæle var blindet. Derfor bør vi ikke have noget til fælles med jøderne, for Frelseren har vist os en anden vej….”
Nogle biskopper, som f.eks. Victor af Rom i 190 ef.Kr. var så truet af dette, at de ønskede at udelukke enhver troende, som fejrede Yeshuas død og opstandelse under den jødiske påske. Det blev debatteret i endnu 135 år, før biskopperne i Ni-kæa forbød det ved lov. Det viste, at mange kristne fortsatte med at fejre påsken. Hvorfor forbyde det, hvis ingen praktiserede det? Det krikelige råd behandlede kun relevante spørgsmål.
Endnu et eksempel. I 306 i Elvira i Spanien forbød et kirkeligt råd kristne at spise sammen med jøder eller tillade dem at velsigne deres afgrøde. Hvorfor? Dette skete tydeligvis i et omfand, som biskopperne fandt alarmerende.
Konsekvenser
Hvad der begyndte som internt skisma indenfor kirken blev ”skisma….mellem den multinationale kirke og det jødiske folk” (Kinzer, 211). Med andre ord, før kirken fuldstændig adskilte sig fra judaismen, blev den først adskilt fra den jødiske med- lemsskare. For at omskrive Jerome af Striden, en teolog fra det fjerde århundrede: ”Den der både ville være kristen og jøde, kan være hverken kristen eller jøde,” – et man-tra, som hovedlinjen i både kristendommen og i judaismen ville komme til at favne.
For at helbredelse kan finde sted, søger kristendommen ikke blot forsoning med judaismen, men med de jødiske følgere af Yeshua, som måtte afvise deres jøde-dom for at kunne tage imod den jødiske Messias.
Kinzer citerer Thomas Torrance: ”Det dybeste skisma i Guds folks enhed, er skismaet mellem den kristne og den jødiske kirke” (Kinzer, 212) i betydningen hedenske troende og messianske jøder.
Man kan ikke behandle resultatet af sygdommen uden at behandle roden til sygdommen.
