Tikkun Global
Jerusalem, Israel
I den hebræiske kalender er den niende dag i måneden Av (tisha b’Av) er datoen for ødelæggelsen af både det første og andet Tempel og talrige andre katastrofer i den jødiske historie. (Datoen ses i Jeremias 39:2; 52:6; 2. Kongebog 25:3).
Traditionelt læses ”Klagesangene” på denne dag. Folk faster, græder og sørger. I Jerusalem føltes niende Av særlig dyster – ligesom Yom Kippur. Alt er lukket, frygten for Gud ligger i luften.
Klagesangene er en dybtgående bog, men ikke nem af læse. Den er skrevet i en gammel poetisk form med versene arrangeret i et alfabetisk akrostikon. Hvor-dan kunne Jeremias skrive en smuk sang midt i denne katastrofe? Det er en del af pointen. Smerten og katastrofen flød fra hans hjerte som profetisk poesi.
Jerusalems stemme råber til Gud i digtet. Det er ligesom en kvinde, som råber til sin mand eller far. Hun siger, Vi har syndet. Du har straffet os. Vi er ødelagte. Alt er brændt til aske. Men vær os nådig. Husk at vi er dit elskede folk i din elskede by. ”Kronen faldt af vort hoved. Ve os, vi har syndet! (Klagesangene 5:16).
Den profetiske stemme i Klagesangene sammenvæver profeten Jeremias’ følel-ser, af byens ånd, folkets, Guds Messias’. Samspillet af perspektiverne er remini-sens af Salomons Højsang, men i et modsat parallelt tema. Klagesangene min-der mere om en brudt relation, mens Salomons Højsang minder mere om en romance.
Naturligvis indeholder Klagesangene, som en troens bog, det evige element af håb og fremtidig genopretning. Men den meste af bogen udtrykker imidlertid smerte og chok over Guds voldsomme straf og retfærdige dom. Smerten og kærligheden er blandet sammen.
”Tårer strømmer fra mine øjne, for mit folks datter er lemlæstet.” Klagesan-gene 3:48)
Jeg føler denne smerte. Det gør vi måske alle. Det er gudelig smerte, ikke selvmedlidenhed. Det er at føle ødelæggelsen af alt, hvad der en gang var godt, helligt og dyrebart. Det er smerten i Guds hjerte. Den afviser ikke det fremtidige håb og genoprettelse, men føler smerten i processen. Det er ligesom Yeshua, der græder over Lazarus’ død, skønt han snart skulle genopstå (Johannes 11:35)
Så megen ødelæggelse og smerte er blevet tilføjet vores nation, familier, menig-heder, bønnehuse; krig, terrorisme, jihadisme, løgne i der sociale medier, anti-semitisme og anti-zionisme, seksuel synd, kønsforvirring, diplomatisk uretfær-dighed, akademisk omvendt-tænkning, og måske mest af alt, at folk hader hinanden.
Efter jødisk tradition skete ødelæggelsen af det første tempel som resultat af de tre værste synder i Torahen: Blodsudgydelse, seksuel umoral og afgudsdyrkelse. Årsagen til ødelæggelsen af det andet tempel var had uden grund (”Sin’at Khinam” שנאת חינם). Denne synd menes at være roden til al anden synd.
(Faktisk siger Bibelen ”De hadede mig uden grund” – se salme 35:19; 38:19; 69:4 og Johannes 15:25. Det er en profeti om ufortjent had mod Yeshua.)
Mit hjerte brister over al smerte og ødelæggelse. Gud selv oplever en uforståelig smerte på grund af vores selviskhed og synd. Lad os forene vores hjerter om denne hellige, sørgende ånd, selv når vi tror på den endelige fremtidige forløsning.
”Lad os vende om til dig, Herre, så vi vender om, gør vore dage nye, som de var i fortiden…” (Klagesangene 5:21).
